Beskrivelse af behandlingsopgaven på Kongevejsskolen
5-7 pladser på Kongevejsskolen er reserveret til et mere vidtgående behandlingsarbejde, hvor familie-afdelingens psykolog er sagsansvarlig, sammen med lederen. På Kongevejsskolen arbejdes der med at udvikle de unges faglige, sociale, personlige og praktiske færdigheder i et specialpædagogisk og inkluderende miljø. Der er en tæt voksenstøtte med kontaktlærerordning, individuelle samtaleforløb, psykoedukation og familiebehandling med skolens psykolog, samtaler med UU vejleder samt tæt, koordinerende samarbejde med PPR og øvrige samarbejdspartenere, der yder en indsats i familien. Arbejdet sikres og understøttes ligeledes gennem et tæt, dialogbaseret og involverende forældresamarbejde, som således er med til at skabe en kontinuerlig og helhedsorienteret indsats og ramme omkring de unge- og som tilmed understøtter de unges læring, udvikling og trivsel.
Endvidere fungerer skolens psykolog som bindeled mellem Skole og Dagtilbud og Familieafdelingen i Allerød kommune og er derfor med til at koordinere de øvrige indsatser der måtte finde sted eller være behov for i skolen såvel som i familien.
Den behandlingsansvarlige psykologs opgaver omfatter også funktionen som tovholder for sagsakter, underretninger, udredninger og henvisninger til psykiatri, uddannelses- og praktiktilbud samt evt. psykologiske tests. Ligeledes deltager psykologen ved medicinsamtaler, overleveringer og udredningsforløb mm. ved BUC region hovedstaden.
Endvidere er det psykologens ansvar at udarbejde elevplaner, handleplaner samt behandlingsplaner i samarbejde med skolens leder, PPR, familien og øvrige relevante fagpersoner for at sikre en samlet og helhedsorienteret indsats både ift. skole og hjem. Ydermere sikrer psykologen, at der indkaldes til netværksmøder samt mini-team- og ressourceteammøder.
Når en ung visiteres til Kongevejsskolen til en behandlingsplads, er det skolens psykolog, leder og kontaktlæren som sørger for et godt indkøringsforløb på skolen. Dette sikres gennem tæt kontakt med og opmærksomhed på, den unges behov. Ud over den undervisning og socialpædagogiske indsats som alle elever på Kongevejsskolen modtager, indebærer en behandlingsplads på Kongevejsskolen en individuelt tilpasset psykologisk indsats, som afhænger af den unges og familiens behov.
I Familien
- Indkøring af den unge i skole- og behandlingstilbuddet - tilpasset opgavens kompleksitet.
- Funktion som tovholder for sagsakter, underretninger, udredninger og henvisninger til psykiatri, uddannelses- og praktiktilbud samt evt. psykologiske tests.
- Psykologen fra familieafdelingen bistår og rådgiver ved medicinsamtaler, overleveringer og udredningsforløb mm. ved BUC region hovedstaden, samt samler op på tidligere indsatser og overleverer ved nye indsatser og skoletilbud.
- Individuelle tilpassede psykologiske samtaleforløb med den unge
- Psykoedukation og familiesamtaler med forældrene samlet og/eller individuelt med forældrene samt søskende.
- Koordinering mellem de øvrige indsatser, der måtte finde sted eller være behov for i skolen såvel som i familien, heriblandt ungekonsulenter, specialpædagogiske konsulenter, familiekonsulenter, sundhedsplejersker, logopæder m.fl.
I ressourceteamet omkring den unge
- Psykologen fra familieafdelingen har ansvar for det konsultative rådgivningsforløb samt supervision af personalet og koordinering af øvrige indsatser i familien gennem familieindsatsen eller Skole og Dagtilbud.
- Vidensdeling om kompleksiteten af behandlingsindsatsen, f.eks. angst og OCD-, samt depressionsbehandling, traumebehandling/PTSD, sorgbehandling, psykisk sårbare familieproblematikker, psykotiske lidelser, herunder skizofreni, selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser, selvmordstanker, kønsinkongruens, autismespecifik rådgivning, herunder mutisme og PDA, kost, motion og søvnvejledning samt skolevægringsproblematikker.
- Koordination mellem Skole og Dagtilbud og Familieafdelingen i Allerød kommune ved deltagelse i ugentlig møde med ppr-psykolog og leder.
- Deltagelse i ugentlige elevkonferencer.
- Deltagelse i kompetenceudvikling og ekstern supervision.
- Deltagelse i behandlingsture.
- Deltagelse i pædagogiske dage, sammen med det øvrige personale som indgår i samarbejdet omkring den unge.
- Ansvar for at udarbejde elevplaner, handleplaner samt behandlingsplaner i samarbejde med skolens leder, PPR, familien og øvrige relevante fagpersoner.
- Ansvar for indkaldelse til statusmøder, statusskrivelser og opfølgning først efter 3 mdr. og så efterfølgende 6 mdr. sammenholdt med handleplanen jf. §140, netværksmøder, samt mini-team- og ressourceteammøder
- En form efter efterværn som varetages af psykologen mht. fortsat behandlingsforløb for en ung, som er gået ud af kongevejsskolen, kan i særlige tilfælde være hensigtsmæssige.